af Julie Servé Regtved
De fleste af os forbinder nok ryttermærkerne med traditionel teoriundervisning i klubbens rytterstue, et knapt så opdateret og medrivende pensum og en lang række gammeldags formuleringer og spørgsmål. Der er ingen tvivl om, at formålet med mærkerne er og bliver yderst relevant, men formatet er ikke fulgt med tiden. Derfor nedsatte DRF i foråret en arbejdsgruppe til at udvikle nye, digitale ryttermærker samt et såkaldt modulopbygget undervisningskoncept, som mærkerne skal forankres i. Tilsammen er det planen, at de to koncepter både skal kunne styrke elevskolernes undervisningsgrundlag, samt genetablere værdien af ryttermærkerne for de nye ryttere i sporten
"Sikkerhed og hestevelfærd er absolut grundlæggende værdier og fokusområder for Dansk Ride Forbund. De har altid absolut topprioritet i alle sammenhænge og på alle niveauer i sporten, og netop derfor er især ryttermærkerne helt centrale for os, fordi de sikrer, at man allerede som ny rytter på en elevskole bliver introduceret til sikkerhed og faglig viden om både ridning og hestehold generelt. Ryttermærkerne har dog længe trængt til en opdatering, så de kan blive så tidssvarende og relevante som muligt, og med støtte fra vores samarbejdspartner Blue Hors/Stutteri Ask, er vi nu nået i mål. Vi er stolte af nu at kunne præsentere både de nye ryttermærker samt et modulopbygget undervisningskoncept, som mærkerne kan forankres i ude i elevskolerne. På den måde understøtter vi også elevskolernes udvikling og hjælper dem med at uddanne rytterne bedst muligt inden for især sikkerhed og hestevelfærd” udtaler direktør i Dansk Ride Forbund, Morten Schram Rodtwitt.
Derfor opdateres ryttermærkerne
I dag er det langt fra alle elevskoler, der rent faktisk tilbyder ryttermærkeundervisning. Ofte skyldes det, at det er for ressourcekrævende at afvikle teoriundervisning og prøver, og det er en skam for de ryttere, der gerne vil tage mærkerne. Andre gange skyldes det, at efterspørgslen på mærkerne simpelthen ikke er der, og dén problematik bunder desværre i, at hverken indhold eller undervisnings- og prøveforløbet er tidssvarende, fordi ryttermærkerne ikke har været opdateret i mange år, og det gør det svært for rytterne at se værdien i at tage mærkerne. Uanset årsagen betyder det, at alt for få nye ryttere i dag tager ryttermærker, og det er et problem, fordi de dermed går glip af både faglig viden om ridning og det at holde hest, og de får heller ikke den nødvendige sikkerhedsundervisning, som er et must, når man har med levende dyr at gøre. DRF’s nye ryttermærkekoncept skal derfor kort fortalt sikre, at alle nye ryttere rundt omkring i DRF’s elevskoler får den nødvendige teoretiske viden og praktiske erfaring, som gør dem i stand til;
- At omgå heste og dyrke ridesport på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde
- At omgå, tage vare på og ride heste i henhold til DRF's retningslinjer for etisk korrekt anvendelse af hesten til ridesport
- Selvstændigt at omgå, tage vare på og ride heste under hensyn til hestens naturlige behov
Mærkerne gøres tidssvarende, relevante og digitale
På nuværende tidspunkt findes der 5 ryttermærker, men i det nye koncept er disse skåret ned til 3 mærker. Størstedelen af de teoretiske og praktiske emner fra de nuværende ryttermærker 1-3, indholdet fra de nuværende intromærker, samt enkelte emner fra ryttermærker 4-5 udgør tilsammen indholdet i de 3 nye mærker. For at sikre, at ryttermærkerne imødekommer de faktiske behov hos rytterne på de pågældende niveauer, er der byttet rundt på rækkefølgen af nogle af de teoretiske og praktiske færdigheder, og derudover er formuleringerne i prøverne opdateret væsentligt, så de rent faktisk er til at forstå for børn og unge anno 2020. De velkendte undervisningshæfter afskaffes og erstattes af fagligt baggrundsmateriale i e-læringsformat, og prøverne afvikles digitalt. Faktisk gøres mærkerne 100% digitale, da de ikke længere vil være fysiske, men i stedet vil fremgå som ’badges’ på rytternes Go-profiler, så man stolt kan vise, at man har taget dem. Og så er det tanken, at ryttermærkeundervisningen løbende skal inkorporeres i elevskoleundervisningen.
Forankring i elevskoleundervisningen gennem modulopbygget undervisning
Og netop sammenhængen med elevskoleundervisningen er ny for de fleste, men tanken er, at vi ved at forankre ryttermærkeundervisningen i elevskolen, sikrer en styrket undervisning, hvor den faglige viden knyttes direkte til praktiske erfaringer, og det tror vi på, giver en bedre uddannelse af de unge ryttere. Derfor har DRF’s arbejdsgruppe udarbejdet et såkaldt modulopbygget undervisningskoncept, som skal gøre det så let som muligt at forankre ryttermærkerne i elevskolen. Kort fortalt arbejdes der med en inddeling af eleverne i tre niveauer, som hver især undervises i det ’pensum’, der indgår i det tilsvarende ryttermærke (1,2 eller 3):
Elevskoleniveau |
Færdigheder |
Ryttermærke |
Begynder |
Helt nye elever, der ingen erfaring har med heste og ridning
|
1 |
Let øvet
|
Elever, der kan det helt basale, men stadig mangler at kunne kontrollere hesten selvstændigt i alle situationer |
2 |
Øvet |
Elever, der er godt på vej, kan ride selvstændigt i alle gangarter og varetage almindelig omgang med hesten i stalden (typiske elever, der er klar til en part) |
3 |
Praktisk forankret undervisning og digital prøve
Det vil altså være elevskolens underviser, der kommer til at stå for ryttermærkeundervisningen, ligesom det er underviseren, der vurderer, hvornår eleverne er klar til prøven, der som noget nyt skal tages digitalt og uden brug af en fysisk dommer. Undervisningen er tænkt som en kombination af praktiske og teoretiske temaer, der kan gennemgås som en del af elevskoleundervisningen, så der er altså ikke længere tale om den traditionelle ’teoriundervisning’, som de fleste af os husker den.
DRF hjælper jer i gang
Da vi ved, at ikke to elevskoler fungerer 100% ens, har arbejdsgruppen udarbejdet forskellige forslag til konkrete lektionsplaner, der kan imødekomme flere forskellige behov, så det er så let som muligt for elevskolerne at komme i gang med undervisningen. Både lektionsplaner og baggrundsmateriale vil naturligvis ligge frit tilgængelige på vores hjemmeside, og derudover sidder DRF’s konsulenter klar til at komme ud og besøge jer og hjælpe med implementeringen.
2021 bliver startskuddet
Til og med 31. december 2020 kan der fortsat aflægges ryttermærkeprøver i det nuværende set-up, men herefter overgår vi til det nye koncept. Pr. 1 januar 2021 forventer vi at have både de nye digitale ryttermærker, baggrundsmaterialet og lektionsplanerne klar, og pr. 1. april 2021 vil det være muligt at aflægge digitale ryttermærkeprøver. I den mellemliggende periode vil det altså ikke være muligt at afholde ryttermærkeprøver, men i stedet vil der være rig mulighed for at blive bekendt med både baggrundsmateriale, lektionsplaner osv.
Om arbejdsgruppen
Bag det store arbejde med at opdatere ryttermærkekonceptet samt formulere det nye modulopdelte undervisningskoncept står en arbejdsgruppe bestående af ryttermærkedommere Stine Nielsen og Ditte Louise Weldingh og berider Sille Hastrup, som hver især har bidraget med uundværlig viden og input.